Shoirat er ikke helt sikker på at det var smart at forlade Sharn, for alt tyder jo på at dem som ved noget om Vincent og hans forbandelse befinder sig i Sharn, men nuvel, Vincent virker til at være komfortabel med situationen og når det gælder magi plejer han at vide hvad han gør.

 

De store linier

Han er faktisk ikke helt sikker på hvad han laver og hvorfor. Det er noget med at finde nogen hemmelige ting og steder som den ene halvdel af huset Cainnith holder skjult for den anden. Dem som ved noget om ringen er desværre den halvdel som ikke vil tale med ham, så han håber at eftersøgningen vil bringe nogle flere oplysninger om nogle som ved hvad der sker med ham og Vincent. Resten er mere uklart. Karrnath fraktioner, kultister med en hånd som symbol, ekspeditioner til andre kontinenter, en bevinget løve lukket inde på et universitet, vampyrer er alle indblandet i jagten på nogle små stjerner....Vincent ved sikkert hvad det går ud på...eller muligvis Amarissa...hun har i det mindste alting skrevet ned.  

 

Eventyrets udvikling

I løbet af de små to uger gruppen har været samlet er der sket en masse. Folk havde deres egne grunde til at hente stjernen i dybet af Sharn og det at være kampfæller kan ikke undgå at påvirke en, så det passede Shoirrat godt at samarbejdet fortsatte. Han kan også bedre lide at arbejde direkte for Elaydren end gennem Olai, som er lidt for stiv i det. Det er dog lidt problematiske at arbejde for pressede personer, som tilmed har en dårlig dømmekraft. Han vil ikke blive meget overrasket hvis Elaydren enten er død eller laver handlinger som absolut ikke er i gruppens (eller hendes egen) interesse. Hun har dog flere ressourcer end man først tror.

Flammevind er en anden som han egentlig godt kan lide, men som han har problemer med. Han er dog ret sikker på at flammevinds problemer kan kureres med nogle gode flasker vin og en god flyvetur. Flammevind er ikke skabt til at være gemt væk i et lille universitets kammer.

Selv om Shoirat virkelig glædede sig til at komme væk fra byen, så er det lidt at flygte fra problemerne - ikke just en tilgang han kan lide. Det virker dog også som om der er noget mere på spil, så måske er det værd at følge Elaydrens plan. Han er lidt ligeglad med hvad det "mere" er. Eventyret og oplevelserne er nok for ham til bare at lade sig bære med af bølgen. Han håber dog på at han ikke  for evigt skal bære kronen for at holde hovedpinen væk.

Overfaldet på båden var den første indikation af at han var på den rigtige. Udøde er imod naturens orden og skal bekæmpes. Den næste kamp mod udøde i Rosenbruddet førte til hans første betænkeligheder med hensyn til hans nye kammerater: Hvorfor ville pigerne ikke være med til at slå zombierne og præsten ihjel? De havde været til at lokke to af zombierne i et baghold, så umiddelbart var det ikke fordi  de ikke ville tilintegøre zombierne, men hvad så? Havde vampyren gjort noget ved dem inden han flygtede? Kan de ikke se at udøde er unaturlige og skal destrueres for enhver pris? Er de slet og ret kujoner? eller var det noget helt andet? De spørgsmål må tiden besvare, men lige nu huer det ham ikke.

I Whitehearth ændredes situationen igen. Stedet er en Cainneth forskningsstation ikke helt ulig den vor Vincent og jeg blev forbandet. Den ligger nedenunder en del af Mournlands som er...mærkelig...De døde krigere lader sig ikke påvirke af tiden...skulle ikke undre mig hvis de alle rejste sig op når vi kommer ud. Hvis jeg havde tiden til det, ville jeg begrave dem alle. I Whitehearth er der en relateret, men bestemt anden form for tidsløshed. Stedet ser ud til at være menneskeforladt, men magi og diverse væsner lever stadig og ser ud til at være havnet i en form for tidslomme hvor tingene gentager sig selv. Her har vi mødt (dire?)ulven Rorsa, som hjælper os omkring i komplekset. Han har aldrig været udenfor. Rorsa er... ikke som de andre ulve...han taler...og jeg tror at det er stedets skyld...jeg kan også mærke at jeg ændres her...Mine lykantropiske sider bliver stærkere...mine kløer er blevet længere og lettere at bruge... mine reflekser er blevet overmenneskelige... kunne fornemme lynfælden inden den blev udløst....menneskekødet virkede ikke frastødende...Jeg må snakke med Vincent og Rorsa om det her. Jeg håber at Rorsa vil blive ved med at følges med os efter at vi kommer ud.

 

Sidst i september på vejen til Trolanport

Lidt tid siden jeg fik skrevet sidst, der er sket meget i mellemtiden. Lad mig fortsætte hvor jeg stoppede sidst.

Vi fandt hvad vi søgte i Whitehearth og mere til. Ud over stjernen - som viste sig at være en halvmåne - fandt vi en kopi og og et stort hjul, som stjernerne kan sættes ind i. Da vi kom ud af forsøgsstattionen ventede vampyren på os og krævede halvmånen udleveret. I den pressede situation kom jeg til at handle overilet og smide halvmånen efter en stor beholder med flydende lava i stedet for først at løbe hen til beholderen. Resultatet af det forfejlede kast blev at halvmånen kom i vampyrens varetægt og at han nu besidder "Det tredje mønster". Mit bud er at han mangler stjernen som vi fandt i Sharns dyb, men det er selvfølgelig muligt at han har en kopi af dette og leder efter et af de 2 mønstre, som vi også savner. Det er også muligt at han har en kopi af det hjul, som vi har, men jeg tror det ikke. Det er altså ret sandsynligt at han vil komme efter os og Elaydren, når han finder ud af at vi har disse ting.

Efter at vampyren og dens kumpaner tog flugten bankede vi deres lejesvende i en kamp hvor Metalmanden til fulde beviste sit værd ved egenhændigt at nedlægge samtlige soldater, men vi andre tog os af nogle skeletter. En hul sejr, men dog en sejr. Vampyren vidste tydeligvis ikke at der var en kopi og et hjul.

Bagefter tog vi afsked med Rorsa og drog vi til hovedstaden i Darguun, hvor vi mødtes med Elaydren. Under udveksling af oplysninger kom flere ting frem i dagens lys:

• Elaydren giver blindt alle oplysninger og artifakter videre til sine overordnede
• Elaydren ved ikke hvad vi har med at gøre eller hvor de sidste to mønstre findes
• Elaydren overordnede ved sandsynligvis ikke meget mere end Elaydren, men ved at studerer artifakterne kan nye oplysninger måske findes.
• Cannith huset er delt i tre fraktioner, hvor Elaydren (og nu os) arbejder for den nordlige. Den sydlige og østlige lyder til at være ubehagelige (dette kommer selvfølgelig fra munden af en som støtter den nordlige fraktion)
• Vincent og mit udestående er reduceret til 7 mulige personer (2 fra den nordlige fraktion, 2 fra den sydlige, 2 fra den østlige og en afdød). De to fra den sylige bor i Sharn, men Elaydren kender personligt en fra den nordlige.
• Elaydren og hendes overordnede er ivrige efter at købe hjulet.

Vi eskorterer derefter Elaydren tilbage til Sharn og foretager diverse indkøb og slapper af i nogle dage, hvor vi får tid til at lufte vores meninger. Amarissa er ved at lære sjælen af hest at kende. Sjælen hviler åbenbart i et magisk sværd vi fandt på en slagmark udenfor Whitehearth. Desuden prøver Amarissa at opspore oplysninger uafhængigt af Elaydren på universitetet, dog uden større held. Atta og jeg er blevet betaget af potion markedet, som er ret anvendeligt. Metalmanden besøger advkaten Olai  i tide og utide - det er vist noget om at sagsøge samtlige gnomer - og så snakker han hele tiden om en flammekaster han vil købe.

Vincent og jeg begynder faktisk at have ordenlige ledetråde til vores lille mysterium, men...Vincent er ikke meget for at følge dem op, ja han virker nærmest lidt bange. Måske ved han noget jeg ikke ved. Så i stedet for en direkte konfrontation, valgte vi at skaffe oplysninger om Baron Merrix og Baron Ismar. Merrix er ikke blevet set i månedsvis og lyder ufattelig svær at røre på nuværerende tidspunkt, så i stedet koncentrerer vi os mere om Ismar. Han leder mange laboratorier og er mistænkt for narkotikasmugling. Han kunne snildt være vores mand. Vincent når lige at give udtryk for at han ikke ønsker en konfrontation, hvilket kun bekræftiger at jeg gjorde det rigtige ved at handle på egen hånd....

 Siden er der sket flere ting. Vi har mødtes med det hemmelige politi bestod en prøve for dem (som metalmanden var ved at sætte overstyr, men prægtige handlinger fra tøsernes  side (amarissa og Atta) redede dagen og er nu igang med  at opspore en af deres (dobbelt?)agenter og hans søster som er på flugt fra både Ismar d'Cannith og det hemmelige politi. Hans søster er lidt lemfældig med hendes magi, men han er tydeligvis ikke lyst til at skade os...hvilket måske ikke gælder begge veje for alle i vores gruppe. Mere om dette senere.